Livet

Typen, der går til psykolog

For første gang i meget lang tid kan jeg – uden at lyve – sige, at jeg har det godt. Jeg kan trække vejret helt ned i maven, og jeg har ikke uregelmæssig hjertebanken mere. Bevares, der er stadig en del ting, jeg ikke kan (overskue), men jeg oplever rent faktisk at være optimistisk omkring, at jeg med tiden nok skal blive mig selv igen – og måske endda mere mig selv end jeg før har været. Det er virkelig rart.

Der er ingen tvivl om, at psykologhjælp har gjort en kæmpe forskel for mig, og jeg ville egentlig ønske, at jeg var begyndt på det noget før. Jeg vidste bare ikke, at det var en mulighed for mig, selvom jeg tænkte på det flere gange, da jeg var yngre.

Dengang troede jeg, at man for at være berettiget til at gå til psykolog skulle have oplevet en skolegang med mobning, at man skulle have en alkoholisk forælder, eller at man skulle skære i sig selv. Noget lignende var i hvert fald tilfældet for de ganske få personer, jeg kendte til, der gik til psykolog, og det kunne jeg slet ikke spejle mig i. Jeg var jo bare ked af det. “Teenage-agtig”?

Jeg troede, at man selv skulle have nærmest alle svarene, før man overhovedet kunne opsøge en psykolog. For hvordan skulle psykologen ellers vide, hvad vedkommende skulle hjælpe en med? Man var vel nødt til at kunne sætte en finger på, hvad der var galt. Det kunne jeg ikke – jeg var jo bare ked af det.

Jeg ville ønske, at jeg dengang i 3.g, hvor jeg græd hver eneste dag i flere måneder og vågnede med galoperende hjerte, havde vidst at det er psykologens job at finde ind til problemet; at jeg sagtens bare kunne have kontaktet en psykolog og sagt: “Jeg har ondt i livet – hjælp”. Det er jo det man gør med sin læge, når det handler om fysisk sundhed, ikke?

På en måde var det et held, at jeg “endelig” fik lidt af et sammenbrud for nogle måneder siden, for så blev det tydeligt for mig, at jeg var nødt til at få hjælp. På den anden side kunne jeg måske have undgået at komme så langt ned, hvis jeg havde taget det i opløbet – men jeg vidste jo ikke, at det ville udvikle sig, og det er så nemt at være bagklog.

Da jeg begyndte at dele min nedtur både her på bloggen og med folk omkring mig, fandt jeg pludselig ud af, hvor mange der egentlig går/har gået til psykolog, og hvor forkerte mine forestillinger om “typen, der går til psykolog” var. Mange – lige fra folk helt tæt på mig til helt fremmede – kontaktede mig og delte deres erfaringer med psykologhjælp og dét at være fortvivlet og trist. Jeg sætter stor pris på jeres åbenhed – tak!

Jeg mener virkelig, at alle ville have gavn af at snakke med en god psykolog engang imellem; få et rutinemæssigt sundhedstjek af følelseslivet. Selvom man kan ordne det hele selv, så er det ikke sikkert, at det er hensigtsmæssigt i det lange løb, hverken for en selv eller for folk omkring en. Så hvis én af jer nu sidder derude og bakser med nogle tanker eller følelser, som fylder – og det er jeg fuldstændig overbevist om, at der gør, for vi er MANGE, der har det på samme måde uden at sige det højt – så vil jeg kun opfordre til at søge hjælp. Jeg har fået at vide fra en del, at det kan være en jungle at finde en psykolog, som man har kemi med, men det er ikke noget, jeg selv har oplevet. Jeg gik dog hos min psykolog 5-6 gange, før jeg  for alvor begyndte at se en dybere mening med vores samtaler, så for mig handlede det nok lige så meget om tillid til og tålmodighed med, at han havde styr på det.

– Gode, glade hilsner fra mig <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *