Livet

Hvad fik du til jul?

Jeg håber, I alle har haft nogle hyggelige juledage med de mennesker, I holder af.

Jeg fik nydt en dejlig (stille) juleaften med min mor og hendes mand i Sorø. Jeg har svært ved at komme op at ringe over jul, men midt i kokkereringen i løbet af eftermiddagen juleaftensdag, blev jeg alligevel ramt af en snert af julestemning, som holdt aftenen ud. Og jeg fik mandlen, hurra!

Juledag fik vi familiebesøg, og i går fik vi selv besøgt familie i Viborg. Jeg har en ret lille familie, så da vi var “mange” samlet juledag, var vi 11 mennesker (og to hunde). Vi fik vildt lækker sammenskudsmad og spillede “Det Dårlige Selskab”, og i går fik vi bl.a. hygget med at kigge i min mormors gamle fotoalbums fra både min mors og min egen barndom.

Jeg fik gået en tur med en god veninde, der også var hjemme hos sin familie i vores fælles hjemby, og jeg fik hilst på lidt forskellige gamle bekendte i kirken juleaften. Jeg synes, det er virkelig hyggeligt, at man kender hinanden i provinsen. For nogle år siden havde jeg meget travlt med at komme ud og prøve alt muligt andet og nyt, men nu føler jeg mig meget hjemme i det, jeg er vokset op i.

Hvad fik du til jul? Altså udover de ting der lå under juletræet?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *