Livet

Depression

Som jeg har skrevet om både her og her, har jeg ikke haft det så godt på det seneste. I lang tid har en depression nemlig ligget på lur i mit sind, og i sensommeren fik den – sammen med nogle tilbagevendende stresssymptomer – godt og grundigt ram på mig. Jeg havde ellers haft en virkelig god sommer, og derfor kom det nok også ekstra meget bag på mig, at det lige ramte dér.

Jeg var meget i tvivl om, om jeg skulle starte på mit 5. semester i september, men besluttede mig for at gøre det i håb om, at mine medstuderende indimellem kunne holde mig lidt i hånden, hvis jeg fik det meget svært. Derudover fandt jeg trøst ved tanken om, at jeg jo altid kunne tage orlov, så snart semestrets eksaminer var overstået, og at jeg under alle omstændigheder ville holde en pause fra studielivet efter bacheloren.

Desværre gik det slet ikke, som jeg havde håbet – faktisk fik jeg det kun værre og værre efterhånden som ugerne gik. Jeg opgav fuldstændigt at læse pensum og brugte i stedet (al) min energi på at møde op til undervisning, så jeg i det mindste stadig havde en chance for at følge med og klare mig godt til vinterens eksaminer. Men efterhånden som jeg begyndte at have flere og flere dage, hvor jeg bare ikke kunne andet end at ligge i min seng og græde, så snart jeg ikke skulle være “på”, gik det op for mig, at det jo overhovedet ikke var holdbart.

Jeg havde flere samtaler med min læge, som for to uger siden sagde, at hun ikke var i tvivl; jeg skulle sygemeldes fra studiet. Så gik det pludselig stærkt med at få snakket med en studievejleder om, hvilke konsekvenser det medførte, og heldigvis er universitetet ikke så strenge over for sygdom, som jeg havde frygtet. Foreløbigt er jeg sygemeldt til og med januar, og så vil min læge til den tid vurdere, om jeg skal tilbage på studiet på deltid.

Selvom det ikke er studiet, der i sig selv har forårsaget min depression, så var det en kæmpe negativ ting, som jeg virkelig er lettet over ikke at skulle deale med lige nu. Jeg kan mærke, at mit humør allerede er blevet bedre, og jeg har mere overskud og ikke mindst tid til at arbejde på at få det godt.

Men jeg kan også mærke, at jeg på en måde skal lære mig selv at kende forfra nu. Mit depressions-jeg er en helt ny side af mig selv, og jeg har svært ved at vurdere, hvad jeg egentlig har energi til. Jeg øver mig i virkelig at mærke efter, hvordan jeg har det med alt muligt, som jeg førhen gladeligt bare var sprunget ud i for ikke pludselig at have sagt ja til noget, der dræner mig. Når det er svært for MIG at finde ud af mig, kan I måske forestille jer, hvor svært det er for andre. Jeg overvejer at skrive en slags “do’s & don’ts” (hvordan skal apostrofferne egentlig skrives her??) for pårørende til personer med depression/stress/angst. Jeg har fået god støtte, men jeg har godt nok også fået det modsatte – måske vil nogen af jer derude kunne bruge mine ydmyge erfaringer til noget?

I var en del, der skrev til mig efter mit indlæg om ensomhed. Tusind tak for jeres opbakning og fordi I deler jeres historier med mig. Jeg håber netop, at større åbenhed omkring svære følelser kan bringe os tættere sammen, så det gør mig enormt glad, når I har lyst til at dele jeres tanker og erfaringer om de emner, som fylder hos mange af os <3

4 thoughts on “Depression”

  1. Hej Anna

    Kan kende mig selv i det du fortæller.

    I årevis gik jeg rundt og havde svært ved at forstå, hvorfor jeg begyndte at græde uden grund. Følte, at der ikke var en grund til at være noget for mig selv eller andre. At alting på en måde skete “udenfor” mig, og at jeg ikke kunne overskue selv de mindste handlinger.
    Jeg savnede, at andre så mig, og at de ville “samle mig op”, for det kunne jeg ikke selv.

    I min familie er vi opdraget til altid at klare os godt, gøre vores bedste og at “perfektionere” de ting vi arbejder med. Derfor havde jeg svært ved at bede om hjælp, og jeg kunne heller ikke “kvitte” mit liv, selvom jeg tænkte på det en del gange.
    Det var forventet, at jeg klarede mig selv, og at jeg klarede mig godt.
    Jeg gik rundt og var ensom og ked af det, sammen med andre mennesker, uden at de lagde mærke til det.

    Der er stor styrke i at kunne erkende for sig selv, at man har brug for hjælp.

    Jeg synes at du er stærk.

    1. Tusind tak fordi du deler din historie med mig, Louise. Det lyder til at det har været svært at være dig. Hvor står du i dag? Jeg håber, at du også har fået eller får hjælp, for som du også skriver, er det ikke altid muligt bare at klare sig selv, selvom man måske gerne vil “bevise”, at man kan. Det er en sårbar situation at være afhængig af andres støtte – jeg håber, at du har gode mennesker omkring dig. Under alle omstændigheder er du ikke alene om disse følelser.
      Jeg sender dig de varmeste tanker <3
      Kh.

  2. Hej Anna.

    Af hjertet tak for, at du deler din historie. Du er fantastisk modig og stærk, og jeg er sikker på, at dine ord vil nå mange, som vil sidde tilbage med en virkelig følelse af at blive forstået efter at have oplevet så mange gange i livet generelt at blive misforstået og ikke set. Det er i hvert fald, hvad jeg sidder tilbage med. Tak.
    Du står ikke alene. Din historie deles af flere, end man tror. Mig selv inklusiv. Derfor synes jeg, det er så vigtigt og så sejt, at du står frem.

    Alt det bedste

    Kærlig hilsen

    Rasmus

    1. Hej Rasmus, mange mange tak for dine virkelig fine ord! Det er rigtig dejligt – på den lidt triste måde – at mærke, at andre også oplever disse følelser. Tak fordi du også skriver og deler.
      Kh Anna

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *