Livet

10 overspringshandlinger til din læseferie

Jeg har som så mange andre studerende læseferie lige nu, og vi ved jo godt alle sammen, hvad det betyder: overspringshandlinger! Derfor har jeg her samlet 10 gode forslag til, hvad man kan give sig til, når læsningen alt andet end frister:

  1. Gør rent i dit køleskab. Læseferie er sådan et tidspunkt, hvor man pludselig får lyst til at gøre alle de ting, man normalt udskyder, og derfor tænker jeg, at en grundig rengøring af køleskabet er den perfekte aktivitet.
  2. Sortér ud i garderoben. Sommergarderoben får jo ikke styr på sig selv! Sortér, donér, sælg ud, ryd ud, ryd op.
  3. Køb nyt. Når nu du har været SÅ god til at skille dig af med alt det tøj, du ikke længere bruger, har du naturligvis fortjent at forkæle dig selv med det, du længe har gået og sukket over. Man skal jo også huske at være god ved sig selv i den hårde eksamenstid.
  4. Mal i malebog. Det er vigtigt med afstressning, og de populære mandala-bøger til voksne skulle eftersigende have en helt meditativ effekt.
  5. Start din egen lille køkkenhave. Det er nu, du skal starte, hvis du vil være selvforsynende med sprøde grøntsager direkte fra vindueskarmen til sommer.
  6. Ryd op i din mail-indbakke. I skrivende stund har jeg 2347 uåbnede mails i min indbakke, så hvis I ligesom mig modtager nyhedsbreve fra alle firmaer i verden, så er det måske tid til at unsubscribe nogle af dem.
  7. Gå en tur. Det er godt at få lidt ilt til hjernen og komme ud og høre fuglene synge engang imellem, så du ikke gror helt fast i eksamenshulen.
  8. Lyt til podcast eller se tv-programmer. Jeg har for nyligt opdaget, at man kan se Luksusfælden gratis på viafree.dk, og det program får mig altid til at føle, at jeg har virkelig godt styr på mit liv. Derudover er jeg stor fan af at se programmer på DR.dk og lytte til podcast (find inspiration her).
  9. Prøv en ny opskrift. Der er ikke noget, der viser overskud som friskbagt surdejsbrød, så den energidrænende eksamenstid er da det perfekte tidspunkt at eksperimentere i køkkenet.
  10. Skriv lister. Lister kan være en god måde at visualisere ens målsætninger på, så skriv endelig ned, hvad du skal huske at gøre i løbet af ugen, skriv en madplan eller lav en liste over de steder, du drømmer om at rejse til.

God fornøjelse!

2 thoughts on “10 overspringshandlinger til din læseferie”

  1. Perfekt liste – nu ved jeg hvad jeg skal bruge min læseferie på 😉 Vil lige tippe om hjemmesiden unroll.me – den nemmeste måde i hele verden at unsubscribe fra alle de mails, man er tilmeldt. Og undskyld på forhånd, at det punkt så bliver en lidt kortere overspringshandling 😉 http://www.silverstories.dk

    1. Dejligt at jeg kan inspirere til en aktiv læseferie 😉 Ej fedt, tak for tip – det skal jeg helt sikkert bruge!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *